Nils Kjær
norsk forfatter (1870-1924)
Nils Kjær (1870–1924) var en norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker.
- Latinen har ikke hersket over aarhundrer forgjæves. De moderne folkesprog blev skabte af poesi, men deres prosa maatte poleres med den haarde latin. Der er gjenlyd af romersproget i al god stil.
- Anmeldelse i Verdens Gang av J. Mørlands Norsk grammatik. Sitert i Hjalmar Christensen: Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge (1905), s. 321.
Epistler
rediger- Han saa ut som en opbyggelse, der var gaaet i sig selv og klabbet sammen til en eneste skikkelse af fugt og mugg, og – netop fordi han indfandt sig saa over al beskrivelse paatværs af al rimelighed, uventet som en meteor, men baade kisteklædt og kortskallet, og fordi han ikke lod sig mærke med naturen og naturen heller ikke lod til at kjende ham, saa forstod jeg med en gang, at det var selve vestlandsfanden.
- – Aha, tænkte jeg. Paa veien til Storthinget!
- «Vestlandsreise»
- For de unge er Julie tragisk, er Ofelia, er Hedvig tragisk, men for de ældre er ikke døden tragisk, men livets ødslige udmark, alderdommen, ensomheden, vintertiden.
- «Brekkestøbreve»
- Det er omveiene og forsinkelserne og sidesporene, som beriger ens liv. Dets faa og flygtige glæder findes i alle linier mellem ens udgangspunkt og ens maal – i alle undtagen den rette, som kaldes den korteste afstand, og som alle handelsreisende følger.
- «Schillers svigermor»
- De eneste frie mennesker i enhver tid er de, som har befriet sig for tidsaanden. Den mand, som i dette aarhundrede agter at leve sit liv uden at ty til telefon, er paa veien til uafhængighed, og formodentlig vil en saadan mand ogsaa være paa veien til en selvstendig verdensopfatning. Farten fordummer os. Raser vi med lyntog over en slette, som hviler under solen mod et uendelig hvidt baand af en landevei strukket mod det fjerne, og ser vi en bondevogn med oxespand i mægtig langsomhed skure i veiens grus for at naa landsbyen en gang efter mørkefald, da burde vi misunde oxerne deres rolige fornuft og vride vore hænder efter tabte paradiser.
- «Schillers svigermor»
- Spanjerne mistede verdensherredømmet, men de beholdt cigaretten. Det er trolig, de nødig vilde undvære nogen af delene, men naar galt skulle være, bevarede de den bedre del. Man vænner sig til at leve uden verdensherredømme; i løbet af nogen ganske faa generationer er man afvænnet. Men cigaretten, som holder sorgløsheden vedlige og fremelsker velviljen med alt det skabtes ufuldkommenhed og forkrænkelighed, den er umistelig som luften, hvori den forbrænder.
- «Den sidste cigaret»
- Det er i virkeligheden yderst faa nydelsesmidler som ikke er uundværlige, mens det samme langtfra kan siges om næringsmidlerne. Brød kan erstattes med poteter, og kjød med fisk – det er forsaavidt næsten det samme, hvad vi fører i os, bare det er mad i en eller anden form. Men med kaffe, tobak, vin ... forholder det sig som med literatur og kunst. Det er kvaliteten, der gjør udslaget, og det ene værk kan ikke erstatte det andet. Om jeg læser en tale af Gunnar Knudsen, beruser den mig ikke, men en side norsk prosa kan hensætte min hjerne i en let og fin og uforglemmelig rus. En potet vil aldrig kunne erstatte et glas vin.
- «Den sidste cigaret»
- Jeg ligger i deilig vaadt græs og stirrer op i løvet og paa den uforskammede kjæmpekingel, hvis traade sitrer som fine lynglimt i clairobscuret. Det morer mig at pirke i forbud og kingelvev, men se om de ikke holder!
- «Den sidste cigaret»
Det lykkelige valg (1913)
redigerAnden akt
rediger- Fru Lavinia: Men du kan da ikke svigte din overbevisning for at bli valgt?
Celius: Jeg svigter ikke min overbevisning. Hvem har sagt noget sligt sludder? Jeg bare, om du vil, opsætter min overbevisning. Jeg lar min overbevisning træde lidt i baggrunden, indtil der atter blir brug for den.
- No det lagar seg – og bragar liv – i tjodskaps streng.
- Replikken er et sitat fra et dikt av Jens Tvedt.
Femte akt
rediger- Mora di er emancipert.
