Johan Sebastian Welhaven

norsk lyriker og litteraturkritiker

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) var en norsk dikter.

Johan Sebastian Welhaven
 
... fordi du ikke vidste, hvad du gjorde — // har jeg tilgivet Dig, Du gamle Mand!
  • Fordi jeg tror, Du har en ærlig Mening,
    og lod Dig skuffe kun af Døgnets Røst;
    fordi der er en elskelig Forening
    af Freidighed og Varme i dit Bryst;
    fordi du var et Lys for dine Fjorde;
    fordi Du brænder for vort elskte Land;
    fordi du ikke vidste, hvad du gjorde —
    har jeg tilgivet Dig, Du gamle Mand!

Norges Dæmring (1834)

rediger
  • Og seer du Norge fra det vilde Hav
    Hvor Stormens Vælde sig mod Fjeldet kaster,
    Da tykkes Landet dig et Kæmpevrag;
    See, Skroget sortner fra sin Bølgegrav,
    See, Alpens Toppe staae som brudte Master
    Hvor Skyen svæver som et Sørgeflag.
    • s. 7.
  • «Din Hjemstavn, Bonde, er en hellig Jord;
    Hvad Norge var, det maa han engang vorde
    Paa Land, paa Bølge og i Folkerang!»
    • s. 81.

Digte (1839)

rediger
  • Kjender du de svale,
    mørke, kirkestille Dale
    uden Arner, uden Sti og Navn?
    Ved de sorte Elve
    taarebirke skjælve;
    de har nævnt mig alle mine Savn.
    • «Bergens Stift».

Nyere Digte (1844)

rediger
 
Ynder Du Træet, da maa Du ei hade den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.
  • Ynder Du Træet, da maa Du ei hade
    den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.
    Da Træet var ungt med den blødeste Hud,
    blev den et standset, forkommet Skud;
    en Torn er en Kvist, der har taget Skade.

Halvhundrede Digte (1848)

rediger
  • Og Drømmen kom, med Toner og med Blik
    fra Hjemmets Arne, der for mig var slukket;
    og ensom drev jeg i en Folkestrøm
    og var et Fnug i denne dybe Vrimmel, —
    da vaagned jeg med Hjem-Ve af min Drøm,
    og fandt min Lykke under Nordens Himmel.
    • «Hjemmets Magt».

En Digtsamling (1859)

rediger
 
Tirilil Tove,langt, langt bort i Skove!
  • Der fløi en Fugl over Granehei,
    som synger forglemte Sange;
    den lokked mig bort fra slagen Vei,
    og ind paa skyggede Gange.
    Jeg kom til skjulte Kilder og Kjern,
    hvor Elgene Tørsten slukke;
    men Fuglesangen lød endnu fjern,
    som Nyn mellem Vindens Sukke:
     Tirilil Tove,
    langt, langt bort i Skove!

Forskjellig

rediger
  • Gjallarhornet har til Striden kaldt,
    Da gjælder Løs’net «Vidar, Fenris Bane!»
    – Der kan ei sverges til en bedre Fane.
    • «Vidar» var Studenterforbundets blad.

Om Welhaven

rediger
 
Smiler du ikke ved målet, du, som i vintren har vugget forårets tekst?
  • Lyt nu, du ludende sanger,
    tonerne strømmer tilbage!
    ..
    Smiler du ikke ved målet,
    du, som i vintren har vugget
     forårets tekst?
  • I meget har Welhaven været typen for hvad man kalder en «flaakjæftet bergenser», undertiden vittig, undertiden bare næsvis indtil frækhed.
  • Havde det staaet i den mands magt, var der ikke kommet en eneste national streng paa Norges harpe.
    • Johan Sverdrup i debatten om Welhavens pensjon. Sitert i Hjalmar Christensen: Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge, s. 55.

Uten oppgitt kilde

rediger
  • Se, Morgenstjernens Skjær vidner om at Dag er nær.